Helle mødte sin mand på et kollegium i Odense, hvor hun boede i forbindelse med sin uddannelse til socialrådgiver. Det var i 1984 og Helle var 22 år. Han læste til ingeniør. Det var den store kærlighed! ”Jeg tror, at jeg blev forelsket i en fyr, som lige pludselig ikke så min kørestol – det var ikke et problem for ham”.
Helle fik polio som en helt lille pige, bare seks måneder gammel. Hun kom til at sidde i kørestol og er delvist lammet i venstre arm. Helle havde en god opvækst hjemme hos sin mor og far og søskende, og hun gik i almindelig folkeskole. Hun havde mange venner både ikke handicappede og handi-cappede. Alligevel var det ikke let at være en pige, der havde et handicap, da hun nåede teenageårene. Mænd kunne finde på at spørge direkte og med undren i stemmen, om hun også kunne finde ud af at gå i seng med en mand. ”Det var groft og krænkende, jeg kunne jo aldrig finde på at spørge dem om det samme”. Helle svarede som regel igen, og kunne gøre dem mundlamme, men hun blev vred, meget vred. Det gjorde, at hun holdt sig meget for sig selv.
Det at møde en mand der ikke så kørestolen var noget helt særligt. De blev gift efter at have kendt hinanden i et halvt år, og flyttede sammen i en lejlighed. Desværre begyndte tingene langsomt at ændre sig, efter at de flyttede fra kollegiet. Han droppede ret hurtigt ud af studierne for at uddanne sig til tømrer, og tingene begyndte langsomt at gå skævt i parforholdet. Han drak meget og forsvandt ofte for at være sammen med vennerne. Helle havde dengang stadig sin skole, som hun kunne fokusere på.
Samtidig med at ægteskabet begyndte at gå skævt, oplevede Helle også, at hun begyndte at blive mere og mere afhængig af sin mand. En afhængighed han skabte. ”Han nærmest overtog mit handicap”. I mange af de situationer, hvor tingene tog lidt længere tid for hende, eller larmede lidt mere pga. af hendes handicap, tog han over – uden at hun spurgte om hjælp. Hvis hun var i gang med noget, kom han, ”nej, det er ikke…..nu skal jeg nok gøre det”. ”På mange måder bar han mig på hænder og fødder, men det gjorde mig enormt uselvstændig og afhængig af ham.” Helle forsøgte til tider at gøre lidt oprør, som hun siger, og kunne blive helt hysterisk og ked af det, og prøvede på at snakke med ham om det. Så gik han.
Da Helle fødte en lille pige ca. et år efter brylluppet, blev forholdet meget dårligt. I starten var han meget pylret omkring datteren. Så kunne han forsvinde i flere dage uden at give lyd fra sig. Nogle gange tog han hendes invalidebil for at købe ind, og blev væk til næste dag, andre gange var bilen smadret. I starten var det psykisk terror. Uvisheden om hvor han var, og hvornår han kom tilbage, var frustrerende, samtidig med at afhængigheden af ham ikke var blevet mindre, efter de havde fået et barn. Helle kunne ikke få tilkendt hjemmehjælp, fordi hun var gift, så i visse situationer var datteren og hun helt afhængig af hans hjælp. Da datteren var helt lille kunne eksempelvis badesituationer gøre Helle usikker, fordi hun ikke kunne løfte og holde sin lille pige ordentligt pga. hendes arm. Det betød, at det var hendes mand, som stod for det meste omkring datteren det første halve år. Det belastede forholdet – ”det hele kørte surt”.
Efterhånden begyndte Helles mand at true hende meget, og han holdt hende fast. Eksempelvis pacificerede han hende ved at fastholde den raske arm. Helle havde i sin bil specielle pedaler, som hun var afhængig af, og mens hun kørte kunne han finde på, at køre sædet frem og tilbage, så hun mistede kontrollen. En aften han kom fuld hjem, gik han ind og vækkede deres lille pige, gav hende en kniv i hånden, og sagde hun skulle gå ind til mor og stikke hende. ”Jeg var til sidst utrolig bange for ham”.
Hun havde hele tiden brugt sine veninder meget. Ringede til dem om natten og talte med dem om det, og forstår ikke i dag, hvorfor hun trods alt blev så længe. Hun følte sig ikke isoleret. ”Jeg har altid været meget udadvendt.” Helle havde et godt netværk, der støttede hende, også blandt naboerne, og de fleste af hendes venner var ikke-handicappede. Det er stadig svært for Helle at forstå, hvad der skete. ”Min svaghed var, at jeg følte mig fysisk underlegen, mens jeg verbalt kunne styre det. Han har følt sig verbalt underlegen, hvorfor han måske har haft behov for at føle sig overlegen på en anden måde.”
Den første gang han slog Helle, bestemte hun sig for at gå sin vej. Hun pakkede sine ting, og kørte med datteren hjem til sin mor på Sjælland. Både ham, hans familie og hun selv ønskede at opretholde kontakten på grund af datteren. Helle syntes, at hun skyldte sit barn at have to forældre. Moren forsøgte at hjælpe Helle med at finde et sted at bo. Blandt andet kontaktede de Mødrehjælpen af 1983, som kunne tilbyde Helle en telefonisk samtale, men som ikke havde nogen muligheder for at modtage en kvinde i kørestol. Det synes Helle stadig er et kritikpunkt. ” Jeg kan ringe til dem, men hvad hjælper det, hvis jeg har brug for at komme ind og snakke med dem? ”
Mødrehjælpen henviste til hendes egen kommune, hvor hun efterfølgende henvendte sig. Kommunen kunne ikke tilbyde hende nogen bolig foreløbig. Så det endte med, at hun boede hos sin mor i nogle måneder. Det endte med, at hun flyttede tilbage til sin mand i Odense.
Hurtigt faldt det tilbage i den gamle ’skrue’. Hun var utryg og kunne ikke lide at være alene med ham. En dag kogte det over. Helle kunne ikke kunne finde sin pung, da hun skulle betale for rengøringshjælpen. Da hendes mand kom hjem, viste det sig, at det var ham, der havde den. De kom op at skændes, og hun fortalte ham, at hun ikke kunne fortsætte på den måde længere. Hun ringede til sin mor, som alligevel skulle til Odense dagen efter, og bad hende om at hente hende og datteren også.
Så gik han i byen og drak. I løbet af aftenen ringede han hjem, meget beruset, og truede hende. Helle blev mere og mere bange. Det endte med, at hun ringede til politiet, men fik den besked, at hun måtte låse døren. Det gjorde hun, men han brød den ind, da han kom hjem. Derefter tog han en kniv i køkkenet og holdt den op for halsen af Helle. Helle var chokeret og bange, og da han var faldet lidt ned ringede hun igen til politiet, som kom. Da politiet kom, tog de Helle og hendes mand med ind på hvert sit værelse. Helle fortalte dem, at hun var bange for ham, ikke turde at være alene med ham, og at han var fuld. Politiet valgte alligevel at lade ham være, efter at han havde ringet til sin mor, som havde sagt han bare kunne komme til hende. Helle forstår stadig ikke, hvordan de kunne gøre det – hun havde snitmærker fra kniven på halsen, og deres lille pige på skødet. Hun føler politiet svigtede hende dengang. Hvordan kunne de tro, han var rolig og sympatisk, når hun var så bange.
Da politiet var gået truede han med både at slå Helle og deres lille pige ihjel. Helle tilbød at køre ham til banegården, så han kunne tage hjem til sin mor. Da de kørte ville han pludselig ikke til banegården men til færgen. Han nægtede at stå ud af bilen. Han smadrede bakspejlet og kørte Helles sæde frem og tilbage, så hun ikke kunne nå pedalerne. Han spændte også deres 1 årige datter ud af hendes barnestol, så hun faldt ned på gulvet i bunden af bilen. Helle var så bange, at hun kørte ham helt hjem til hans mor. Helles svigermor sagde, at de ville tage datteren. ”På det tidspunkt var jeg så skræmt og træt, at jeg bare lod min datter blive hos farmor. Jeg tænkte, at hun i hvert tilfælde ville være god mod hende, mens jeg tog hjem og pakkede, sov, gjorde et eller andet.” Så det var Helle, der gik i juridisk forstand, hvilket betød, at barnet blev hos sin far og farmor.
Hun kørte tilbage for at få fat på sine ting og igen tage hjem til sin mor. Hun var nødt til at bede en veninde om hjælp til at få pakket tingene og få dem ned i bilen. ”Jeg var jo heldig, at jeg havde folk i min omgangskreds, som var forstående og kunne hjælpe.” Helle føler selv, at hun stod i en lidt anden situation end mange andre handicappede, fordi hun havde mange ikke-handicappede venner, som gav hende en større frihed.
I tiden efter tabte Helle håret, som en reaktion på alt det der var sket. Hun græd meget. Med en ’god’ socialrådgivers hjælp fik hun en permanent bolig på Sjælland, men hun søgte ingen psykologisk støtte, i forhold til alt hvad der var sket. Da skilsmissen blev sat i gang indledtes også en forældremyn-dighedsssag. Helle følte i tiden inden, at hun skulle tigge og bede for at få lov til at se datteren i weekenden, hvorfor hun ikke følte, at der reelt var fælles forældremyndighed, som ellers var aftalen. Under retssagen følte hun generelt, at hun var dårlig til at fortælle om, hvordan det havde været. Det var et år efter bruddet, og hun kunne stadig ikke bære at snakke om det – og slet ikke i en retssag. ”Min datter havde jo også stadig krav på at have to forældre”. Hun tabte retssagen, og han fik forældremyndigheden. I kendelsen blev der lagt vægt på, at hun som handicappet ikke var den bedst egnede til at passe og opdrage et barn. Et af argumenterne var, at hun aldrig kunne lære datteren at klatre i træer eller at cykle! På det tidspunkt var datteren 2 år. Derefter var der altid tovtrækkeri og modstand, når hun skulle se datteren.
Han overholdt ikke deres aftaler og ofte måtte de derfor laves skriftligt. Helle begyndte efterhånden at fornemme at hendes datter ikke havde det godt. At der var noget helt galt. Hun virkede bange og opførte sig under-ligt, eksempelvis fjernede hun Helles glas, hvis hun sad og nød et glas vin. Oftere var det farmoren, der afleverede datteren, når Helle skulle hente hende, og datteren fortalte om, at hun sov hjemme hos en af pædagogerne, fordi faren ikke havde hentet hende i børnehaven. Det viste sig, at han havde været på druk.
Efter 5 år vandt Helle forældremyndigheden i en retssag, hvor hendes forsvarer lagde vægt på at dementere, at handicappet skulle være en hindring for Helle i forhold til det at være forælder. På det tidspunkt havde Helles pige oplevet massivt omsorgssvigt og var – skulle det siden vise sig – blevet seksuelt misbrugt af sin far.
Helle og hendes datter har siden modtaget psykologhjælp, men kæmper stadig med de barske oplevelser. Helles datter har i dag ingen kontakt med sin far. I mange år havde Helle ingen kæreste, fordi hun var bange for at miste sit selvværd og sin selvstændighed igen. I dag mener Helle, at hun er kommet stærkere ud i den anden ende, er blevet et mere ærligt menneske. ”Handicappede kan være gode til at lægge skylden på handicappet i stedet for at se tingene, som det de er. Det er så nemt at dække sig ind under, at det også er, fordi jeg er handicappet, i stedet for at sige at det kunne være at alle andre også ville reagere sådan, når de oplevede den afmagt og fik taget sit selvværd. Så er der nok en ekstra belastning, fordi du har et fysisk handicap og ikke lige kan komme ud af døren selv, og er afhængig af andre.
