Voldsramte kvinder med handicap har ikke været synlige i Danmark. Vi mangler ikke kun viden om omfanget, men også om de oplevelser og problemstillinger den enkelte voldsramte kvinde må leve med.

I det følgende fortæller 3 kvinder deres historie om det at have en voldelig partner og samtidig være handicappet.

Kilde: “Over grænsen – en antologi om vold mod kvinder med handicap”
- hvor du bl.a. kan læse 4 beretninger mere, fra kvinder der har volden selv.

Lisas mand mente ikke, at Lisa fejlede noget, der var af en sådan betydning, at der skulle tages ekstra hensyn. Han insisterede på, at hun arbejdede fuld tid, og ironisk nok startede Lisa sit liv i Danmark med et arbejde som han- dicaphjælper. Det var hårdt, fordi hun selv var handicappet. Hendes mand forstod ikke, hvorfor Lisa klagede sig. Han fik det til at lyde som om, hun var doven og hysterisk. Han ville heller ikke have, at Lisa søgte de hjælpemidler, hun som polioramt havde ret til; fx en trehjulet knallert, og støtte til en særlig invalidebil. Han sanktionerede, at Lisa gik i selvhjælpsgruppe, ved to minutter inden hun skulle gå, at nægte at passe datteren.

Manglen på accept af Lisas handicap førte ofte til, at Lisa kom i situationer, hun var meget ulykkelig over. ”Jeg glemmer aldrig en gang, hvor vi skulle i Zoologisk Have med vores datter”. Lisa havde glædet sig meget til, at de alle tre skulle være sammen, og det vidste hun, hendes datter også havde. Lisas mand nægtede imidlertid at sætte Lisa og datteren af foran Zoologisk Have, mens han fandt en parkeringsplads. Det endte med, at Lisa måtte sidde og vente i bilen, mens hendes mand og datter var i Zoologisk Have, fordi han parkerede bilen så langt væk fra indgangen, at det var for langt for Lisa at gå.

Det værste Lisa husker ved ægteskabet var de fysiske overgreb. Første gang Lisa oplevede et fysisk overgreb, var da hun havde været gift i to år. Hendes mand blev gal på hende, og helt bevidst om hendes handicap skub-bede han hende bagover. ”Det er det værste man kan gøre, ved en der har haft polio”. Lisa måtte ligge i sengen med stærke smerter i 1 måned. ”Da ambulancefolkene kom for at hente mig, vidste de godt, at det var ham, for de ville ikke have ham med i ambulancen, og de fortalte ham ikke, hvor de kørte mig hen”. Lisa sagde ikke selv noget om, hvad der var sket, og Lisas mand fandt hende hurtigt på Hvidovre Hospital.

Lisa blev sendt hjem senere på natten med to krykker, Hun ville sådan ønske, at de havde ladet hende blive en dag, indtil smerterne havde lagt sig. Hun var meget utryg ved at komme hjem til sin mand med så stærke smerter, vel vidende at hun var endnu mere sårbar over for nye overgreb. Der kom flere fysiske overgreb. En anden gang skubbede han Lisa, hvorefter han tog en tallerken og smadrede over Lisas hoved. Lisa nåede at sætte hænderne over hovedet, hvilket resulterede i, at hendes hænder blev flæn- set af skårene. Man kan stadig se arene på hænderne. Lisas mand tog med hende på hospitalet for at få syet hænderne. Hun husker stadig, hvordan hun ønskede at fortælle lægen, der syede hende, hvad der var sket, men det hospital hun var på, var hendes mands arbejdsplads, så hun følte ikke, at hun kunne være bekendt at sige det. I stedet fortalte hun, at hun havde fået en vase over hænderne.

Lisa prøvede flere gange at fortælle om volden derhjemme. Flere af hendes veninder vidste det godt, men de troede ikke rigtig på, at hun ville forlade sin mand, fordi hun så ofte truede med det, uden at der skete noget. Hen-des svigermor kendte også godt til volden. Lisa tog ofte hjem til hende, når hendes mand havde været voldelig. Svigermoren skældte ham ud, men så skete der ikke rigtig mere.

Lisa husker stadig den dag, hun besluttede sig for at forlade sin mand. Hun kom hjem fra arbejde og satte sig i sofaen. Hendes mand begyndte at fortælle, hvor utilfredsstillende han syntes det var, at Lisa ikke havde et fuldtidsjob. Stille og roligt lod hun ham gentage det, hun havde hørt på i 16 år, mens tårerne trillede ned ad kinderne på hende. Da han var færdig med at tale, rejste hun sig og gik ud og tog sin frakke og sin mobiltelefon.

Hun havde besluttet, at hvis hun havde respekt for sig selv, måtte hun gå. ”Nu havde jeg endelig styrke til det”. Lisa havde gået til psykolog igennem de sidste to år, og denne havde hjulpet hende til at få selvtillid i forhold til sit handicap. Lisa mener, at grunden til at hun fandt sig i overgrebene så længe, var forestillingen om, at ingen andre ville have en handicappet kvinde som hende. At hun skulle være taknemmelig over, at hun havde en mand. Disse forestillinger om handicappet havde sat hende i et fængsel, som kun hun selv havde nøglen til. Psykologen havde fået hende til at tage sit liv til revision. Derudover havde Lisa netop fået et nyt job som socialpædagogisk rådgiver for indvandrerkvinder, som hun var glad for, og som havde givet hende mod på at starte på en frisk. Det var afgørende for Lisa, at hendes datter ikke var hjemme, den eftermiddag hun tog det endelige skridt.

Lisa tog først hen på en politistation, for at fortælle om alt det hendes mand havde udsat hende for. Hun kan huske, hvordan hun ironisk nok fik besked på at tale med en mand, der havde samme navn som hendes mand. Han fortalte hende, at det hun sagde aldrig ville kunne bevises, og at hun lige så godt kunne glemme at lave en sag ud af det.

Lisa tog hen på et kvindekrisecenter, hvor hun blev indlogeret. Hun overve-jede at tage hen til en veninde, men vidste at der så ville være en risiko for, at hun alligevel tog hjem, fordi det ville blive besværligt for veninden. Hun havde ingenting med sig på krisecentret, så hendes veninde måtte komme med forsyninger. Lisa husker ikke opholdet som spor vellykket. Hun fik et værelse på 3. sal, og havde meget svært ved at komme op ad trapperne. Det betød også, at hun ikke kunne have sin datter boende, der kun var 3 år, og som skulle have hjælp til de mange trapper. Lisa fik heller ikke tilbudt nogen sagsbehandler pga. ferie. Til sidst ringede hun til Landsforeningen af Polio-, trafik- og ulykkesskadede (PTU), der gav hende tid hos en sagsbe-handler samme dag. PTU skaffede hende også en lejlighed. Lisa fortæller, at det at få en lejlighed, var en væsentlig forudsætning for, at hun kunne komme videre med sit liv.

Lisas mand fik forældremyndigheden. I retten blev der dels lagt vægt på, at Lisas datter skulle blive i sine vante rammer, der var det hus eksmanden nu boede i, dels blev der lagt vægt på, at Lisa var handicappet. Lisa fik forhandlet sig til at have datteren hver anden uge, mod at hendes eksmand ikke behøvede at betale det fastsatte hustrubidrag til hende. Han bestem-mer dog alt i forhold til datteren, og har forbudt Lisa at tage datteren med til Brasilien og besøge sin brasilianske familie.
Lisa er i dag nygift. Hun har giftet sig med en mand, der ligesom hende har et handicap og hendes nye mand forstår således, hvad det vil sige at være handicappet.

Samtidig har det nye ægteskab fået hende til at indse, hvor ond hendes eksmands opførsel var. ”Når jeg kigger på min nye mand, kan jeg jo se, hvor sårbar han er, og jeg bliver ked af det, ved tanken om at nogle kan finde på at være som min eksmand«. Lisa er stadig ked af, at hun aldrig havde styrke til at melde sin mand til politiet. ”Det er svært at acceptere, at han aldrig har skullet erkende, hvad det egentlig var, han gjorde mod mig”. Lisas eksmand hævder, at overgrebene aldrig har fundet sted.

Helle fik polio som en helt lille pige, bare seks måneder gammel. Hun kom til at sidde i kørestol og er delvist lammet i venstre arm. Helle havde en god opvækst hjemme hos sin mor og far og søskende, og hun gik i almindelig folkeskole. Hun havde mange venner både ikke handicappede og handi-cappede. Alligevel var det ikke let at være en pige, der havde et handicap, da hun nåede teenageårene. Mænd kunne finde på at spørge direkte og med undren i stemmen, om hun også kunne finde ud af at gå i seng med en mand. ”Det var groft og krænkende, jeg kunne jo aldrig finde på at spørge dem om det samme”. Helle svarede som regel igen, og kunne gøre dem mundlamme, men hun blev vred, meget vred. Det gjorde, at hun holdt sig meget for sig selv.

Det at møde en mand der ikke så kørestolen var noget helt særligt. De blev gift efter at have kendt hinanden i et halvt år, og flyttede sammen i en lejlighed. Desværre begyndte tingene langsomt at ændre sig, efter at de flyttede fra kollegiet. Han droppede ret hurtigt ud af studierne for at uddanne sig til tømrer, og tingene begyndte langsomt at gå skævt i parforholdet. Han drak meget og forsvandt ofte for at være sammen med vennerne. Helle havde dengang stadig sin skole, som hun kunne fokusere på.

Samtidig med at ægteskabet begyndte at gå skævt, oplevede Helle også, at hun begyndte at blive mere og mere afhængig af sin mand. En afhængighed han skabte. ”Han nærmest overtog mit handicap”. I mange af de situationer, hvor tingene tog lidt længere tid for hende, eller larmede lidt mere pga. af hendes handicap, tog han over – uden at hun spurgte om hjælp. Hvis hun var i gang med noget, kom han, ”nej, det er ikke…..nu skal jeg nok gøre det”. ”På mange måder bar han mig på hænder og fødder, men det gjorde mig enormt uselvstændig og afhængig af ham.” Helle forsøgte til tider at gøre lidt oprør, som hun siger, og kunne blive helt hysterisk og ked af det, og prøvede på at snakke med ham om det. Så gik han.

Da Helle fødte en lille pige ca. et år efter brylluppet, blev forholdet meget dårligt. I starten var han meget pylret omkring datteren. Så kunne han forsvinde i flere dage uden at give lyd fra sig. Nogle gange tog han hendes invalidebil for at købe ind, og blev væk til næste dag, andre gange var bilen smadret. I starten var det psykisk terror. Uvisheden om hvor han var, og hvornår han kom tilbage, var frustrerende, samtidig med at afhængigheden af ham ikke var blevet mindre, efter de havde fået et barn. Helle kunne ikke få tilkendt hjemmehjælp, fordi hun var gift, så i visse situationer var datteren og hun helt afhængig af hans hjælp. Da datteren var helt lille kunne eksempelvis badesituationer gøre Helle usikker, fordi hun ikke kunne løfte og holde sin lille pige ordentligt pga. hendes arm. Det betød, at det var hendes mand, som stod for det meste omkring datteren det første halve år. Det belastede forholdet – ”det hele kørte surt”.

Efterhånden begyndte Helles mand at true hende meget, og han holdt hende fast. Eksempelvis pacificerede han hende ved at fastholde den raske arm. Helle havde i sin bil specielle pedaler, som hun var afhængig af, og mens hun kørte kunne han finde på, at køre sædet frem og tilbage, så hun mistede kontrollen. En aften han kom fuld hjem, gik han ind og vækkede deres lille pige, gav hende en kniv i hånden, og sagde hun skulle gå ind til mor og stikke hende. ”Jeg var til sidst utrolig bange for ham”.

Hun havde hele tiden brugt sine veninder meget. Ringede til dem om natten og talte med dem om det, og forstår ikke i dag, hvorfor hun trods alt blev så længe. Hun følte sig ikke isoleret. ”Jeg har altid været meget udadvendt.” Helle havde et godt netværk, der støttede hende, også blandt naboerne, og de fleste af hendes venner var ikke-handicappede. Det er stadig svært for Helle at forstå, hvad der skete. ”Min svaghed var, at jeg følte mig fysisk underlegen, mens jeg verbalt kunne styre det. Han har følt sig verbalt underlegen, hvorfor han måske har haft behov for at føle sig overlegen på en anden måde.”

Den første gang han slog Helle, bestemte hun sig for at gå sin vej. Hun pakkede sine ting, og kørte med datteren hjem til sin mor på Sjælland. Både ham, hans familie og hun selv ønskede at opretholde kontakten på grund af datteren. Helle syntes, at hun skyldte sit barn at have to forældre. Moren forsøgte at hjælpe Helle med at finde et sted at bo. Blandt andet kontaktede de Mødrehjælpen af 1983, som kunne tilbyde Helle en telefonisk samtale, men som ikke havde nogen muligheder for at modtage en kvinde i kørestol. Det synes Helle stadig er et kritikpunkt. ” Jeg kan ringe til dem, men hvad hjælper det, hvis jeg har brug for at komme ind og snakke med dem? ”

Mødrehjælpen henviste til hendes egen kommune, hvor hun efterfølgende henvendte sig. Kommunen kunne ikke tilbyde hende nogen bolig foreløbig. Så det endte med, at hun boede hos sin mor i nogle måneder. Det endte med, at hun flyttede tilbage til sin mand i Odense.
Hurtigt faldt det tilbage i den gamle ’skrue’. Hun var utryg og kunne ikke lide at være alene med ham. En dag kogte det over. Helle kunne ikke kunne finde sin pung, da hun skulle betale for rengøringshjælpen. Da hendes mand kom hjem, viste det sig, at det var ham, der havde den. De kom op at skændes, og hun fortalte ham, at hun ikke kunne fortsætte på den måde længere. Hun ringede til sin mor, som alligevel skulle til Odense dagen efter, og bad hende om at hente hende og datteren også.

Så gik han i byen og drak. I løbet af aftenen ringede han hjem, meget beruset, og truede hende. Helle blev mere og mere bange. Det endte med, at hun ringede til politiet, men fik den besked, at hun måtte låse døren. Det gjorde hun, men han brød den ind, da han kom hjem. Derefter tog han en kniv i køkkenet og holdt den op for halsen af Helle. Helle var chokeret og bange, og da han var faldet lidt ned ringede hun igen til politiet, som kom. Da politiet kom, tog de Helle og hendes mand med ind på hvert sit værelse. Helle fortalte dem, at hun var bange for ham, ikke turde at være alene med ham, og at han var fuld. Politiet valgte alligevel at lade ham være, efter at han havde ringet til sin mor, som havde sagt han bare kunne komme til hende. Helle forstår stadig ikke, hvordan de kunne gøre det – hun havde snitmærker fra kniven på halsen, og deres lille pige på skødet. Hun føler politiet svigtede hende dengang. Hvordan kunne de tro, han var rolig og sympatisk, når hun var så bange.
Da politiet var gået truede han med både at slå Helle og deres lille pige ihjel. Helle tilbød at køre ham til banegården, så han kunne tage hjem til sin mor. Da de kørte ville han pludselig ikke til banegården men til færgen. Han nægtede at stå ud af bilen. Han smadrede bakspejlet og kørte Helles sæde frem og tilbage, så hun ikke kunne nå pedalerne. Han spændte også deres 1 årige datter ud af hendes barnestol, så hun faldt ned på gulvet i bunden af bilen. Helle var så bange, at hun kørte ham helt hjem til hans mor. Helles svigermor sagde, at de ville tage datteren. ”På det tidspunkt var jeg så skræmt og træt, at jeg bare lod min datter blive hos farmor. Jeg tænkte, at hun i hvert tilfælde ville være god mod hende, mens jeg tog hjem og pakkede, sov, gjorde et eller andet.” Så det var Helle, der gik i juridisk forstand, hvilket betød, at barnet blev hos sin far og farmor.

Hun kørte tilbage for at få fat på sine ting og igen tage hjem til sin mor. Hun var nødt til at bede en veninde om hjælp til at få pakket tingene og få dem ned i bilen. ”Jeg var jo heldig, at jeg havde folk i min omgangskreds, som var forstående og kunne hjælpe.” Helle føler selv, at hun stod i en lidt anden situation end mange andre handicappede, fordi hun havde mange ikke-handicappede venner, som gav hende en større frihed.

I tiden efter tabte Helle håret, som en reaktion på alt det der var sket. Hun græd meget. Med en ’god’ socialrådgivers hjælp fik hun en permanent bolig på Sjælland, men hun søgte ingen psykologisk støtte, i forhold til alt hvad der var sket. Da skilsmissen blev sat i gang indledtes også en forældremyn-dighedsssag. Helle følte i tiden inden, at hun skulle tigge og bede for at få lov til at se datteren i weekenden, hvorfor hun ikke følte, at der reelt var fælles forældremyndighed, som ellers var aftalen. Under retssagen følte hun generelt, at hun var dårlig til at fortælle om, hvordan det havde været. Det var et år efter bruddet, og hun kunne stadig ikke bære at snakke om det – og slet ikke i en retssag. ”Min datter havde jo også stadig krav på at have to forældre”. Hun tabte retssagen, og han fik forældremyndigheden. I kendelsen blev der lagt vægt på, at hun som handicappet ikke var den bedst egnede til at passe og opdrage et barn. Et af argumenterne var, at hun aldrig kunne lære datteren at klatre i træer eller at cykle! På det tidspunkt var datteren 2 år. Derefter var der altid tovtrækkeri og modstand, når hun skulle se datteren.

Han overholdt ikke deres aftaler og ofte måtte de derfor laves skriftligt. Helle begyndte efterhånden at fornemme at hendes datter ikke havde det godt. At der var noget helt galt. Hun virkede bange og opførte sig under-ligt, eksempelvis fjernede hun Helles glas, hvis hun sad og nød et glas vin. Oftere var det farmoren, der afleverede datteren, når Helle skulle hente hende, og datteren fortalte om, at hun sov hjemme hos en af pædagogerne, fordi faren ikke havde hentet hende i børnehaven. Det viste sig, at han havde været på druk.

Efter 5 år vandt Helle forældremyndigheden i en retssag, hvor hendes forsvarer lagde vægt på at dementere, at handicappet skulle være en hindring for Helle i forhold til det at være forælder. På det tidspunkt havde Helles pige oplevet massivt omsorgssvigt og var – skulle det siden vise sig – blevet seksuelt misbrugt af sin far.

Helle og hendes datter har siden modtaget psykologhjælp, men kæmper stadig med de barske oplevelser. Helles datter har i dag ingen kontakt med sin far. I mange år havde Helle ingen kæreste, fordi hun var bange for at miste sit selvværd og sin selvstændighed igen. I dag mener Helle, at hun er kommet stærkere ud i den anden ende, er blevet et mere ærligt menneske. ”Handicappede kan være gode til at lægge skylden på handicappet i stedet for at se tingene, som det de er. Det er så nemt at dække sig ind under, at det også er, fordi jeg er handicappet, i stedet for at sige at det kunne være at alle andre også ville reagere sådan, når de oplevede den afmagt og fik taget sit selvværd. Så er der nok en ekstra belastning, fordi du har et fysisk handicap og ikke lige kan komme ud af døren selv, og er afhængig af andre.

Pernille oplevede stress, efter hun blev gift. Stress der blev udløst af vold fra sin mand. Fysisk vold, psykisk vold og økonomisk vold. Han slog hende, kastede hende ud af kørestolen, smed hende på sengen og holdt hende over ansigtet, han lod i perioder være med at tale til hende, fortalte hende, at hun ikke var noget værd. Han skammede sig over hende, og ville ikke tage hende med nogle steder. Han lukkede telefonen, så hun ikke kunne komme i kontakt med sin familie og sine venner, eller spillede højt musik, når hun talte med sin mor. Han sagde, at hun var dum, at hun var hjerne- skadet, han stjal hendes penge, og lånte hendes bil ud til sin elskerinde.

Pernille vidste inden ægteskabet, at hendes mand havde et stort temperament. De mødte hinanden i 1994, han var hendes chef. Han var en fysisk stor mand, og hendes kollegaer havde fortalt, at de var bange for ham. Pernille troede, hun kunne tæmme ham. Hun havde jo også selv temperament, og hun var forelsket i ham. Hun havde ikke forestillet sig, hvordan det skulle gå. Hun havde aldrig før oplevet at blive udsat for vold.

Pernille kunne ikke gøre noget ved volden. Fysisk var hun ikke stærk nok, og når hun blev bange, fik hun stærke spastiske anfald. Hun kunne ikke sige fra, fordi hun pga. sin sygdom fik besvær med at tale, og hun begyndte at tro på, at hun ikke var noget værd. Hun græd meget og blev også meget tynd. Pernille ved ikke, hvad der gik galt. Måske var det, fordi hendes mand ikke er lige så veluddannet og intellektuelt velfunderet som Pernille, og derfor havde mange mindreværdskomplekser over for hende. Pernille skammede sig over volden, og fortalte ikke gerne, hvad der foregik i hjemmet til andre. ”Jeg dækkede over ham…sagde at jeg var faldet”. Enkelte gange har hun fortalt om volden, men fik ingen støtte. Den ene gang var til hendes nabo. Hun troede ikke på Pernille, men sagde, at ”hun syntes det var synd for min mand, at jeg var så syg”. Pernille forstod ikke, hvad hun mente, hun klarede jo hus og børn alene. Efter en voldelig episode henvendte Pernille sig til sin læge med et brækket ribben. Hun betroede ham, hvad der foregik i hjemmet, men lægen sagde bare: ”Din mand er sådan en pæn mand, I har bare været oppe at slås, og det vokser jo sammen igen”, og gjorde derefter ingenting.

En dag kunne Pernille ikke holde til mere. Hun kontaktede sin mor, der ringede rundt og undersøgte, hvad hun skulle gøre. Moren tog bl.a kontakt til Skleroseforeningen og en advokat. Pernille tog på et kvindekrisecenter, med sin spæde søn i armene. De kunne ikke tage imod hende, fordi hun sad i kørestol. På centret ringede man efter politiet, der eskorterede Pernille hen til et hotel.

Efter nogen tid dukkede der nogle mennesker op fra kommunen. De havde en psykolog med. Pernille var lettet, og regnede med at de var kommet for at hjælpe hende i den svære situation. Kommunen havde imidlertid psykologen med for at undersøge Pernilles søn, som de mente, det var bedst at fjerne fra Pernille på grund af hendes handicap. Pernille ville de sende på plejehjem. ”Jeg troede, de kom for at hjælpe mig, så ville de tage mit barn fra mig…jeg ammede ham stadig”. Pernilles advokat afværgede fjernelsen af hendes søn. Pernille blev efterladt på hotellet uden nogen at snakke med, alene med sit lille barn. ”Jeg følte mig så alene.” Pernille følte et behov for nogle at tale med, og for at være sammen med andre kvinder i samme situation.

Pernille blev separeret fra sin mand forrige år. Det havde en høj pris for hende at bryde ud af det voldelige forhold. For det første blev hun bedt om at flytte fra den handicapindrettede bolig, de sammen boede i, og hun mistede alle sine ejendele. Værst af alt var dog, at hun mistede forældre- myndigheden over sine to børn. Pernille oplevede retssagen som meget uretfærdig. Hun fik ikke en chance, fordi hun har svært ved at tale. Der var ingen tolk, og ingen tålmodighed til at høre hende berette om volden i hjemmet. Der blev lagt vægt på, at hun havde sklerose, men ikke at hun på trods af dette kunne klare sig selv og børnene uden hjælp. Der blev heller ikke lagt vægt på volden, som Pernilles datter i øvrigt også blev udsat for. Hun fortæller, at hendes mand var en ledertype, god til at formulere sig og virke overbevisende, så hun havde svært ved at træde igennem.

Pernille får nu efter en længere kamp lov til at se børnene få timer om ugen. Hun får dog aldrig lov til at have dem samtidig, og når hun skal have besøg af sin søn, skal der være en hjælper til stede, selv om Pernille er selvhjulpen. Når der er behov for at børnene skal passes, bliver Pernille aldrig spurgt. Det gør derimod børnenes nabo – en nabo der vidnede imod Pernille i retssagen om forældremyndigheden, og som ved flere lejligheder har truet Pernille. Pernilles datter har det i dag meget dårligt og går til psykolog, men Pernille må ikke få at vide hvorfor. Pernille ved, det er fordi hendes far udsætter hende for psykisk og fysisk vold. Det gjorde han allerede, da Pernille stadig var sammen med ham. Pernille er meget ulykkelig over situationen, og hun savner sine børn utrolig meget. ”Det er så hårdt”. Hun har mistet tilliden til andre mennesker og er blevet meget mistroisk.

Undervejs har Pernille fået støtte fra Skleroseforeningen og sin egen psykolog. Ligeledes har skleroseforeningen stillet psykologhjælp til rådighed. Det har hjulpet Pernille at få talt om sine oplevelser, og i dag går hun ikke længere til psykolog.

Pernilles sygdom sover nu efter separationen, og fysisk har hun således fået det meget bedre. Hun bor i dag efter eget valg tæt på sin mand. Dette har hun været nødt til for at være tæt på sine to børn. Lejlighedsvist møder hun sin mand. Han hilser aldrig på hende, selv om Pernille vedholdende hilser på ham. Pernille synes, man bør opføre sig ordentligt over for hinanden ”vi har jo to børn sammen, og vi er faktisk stadig gift”. Pernille kæmper stadig for at få lov til at have sin børn, men det er en kamp, som tager hårdt på hendes økonomiske og personlige ressourcer. Om natten kan hun stadig blive bange. Uden hjælp fra sin mor, der nu er blevet syg, og hjælp fra hendes venner, er hun ikke sikker på, at hun ville have overlevet. Hun forstår ikke, hvorfor hun er blevet så dårligt behandlet, og hvorfor hun ikke må se sine børn mere. ”Amt og kommune opfører sig som om, at min sygdom smitter”.