Pernille er 36 år. Hun fik konstateret sklerose i 1993, men var til at begynde med ikke alvorligt mærket af sygdommen, og hun kunne stadig arbejde som personalekonsulent. I 1996 blev Pernille gift, og kun få måneder efter blev sklerosen meget alvorlig. ”Han stressede mig”, fortæller Pernille ”…og det kan man ikke tåle, når man har sklerose”. Hun kom til at sidde i kørestol, hendes sprog blev alvorligt påvirket af sygdommen, og hun kunne ikke længere arbejde. Pernille er imidlertid helt selvhjulpen og var i stand til selv at passe sine børn, da de kom til verden – Pernille har en datter, der i dag er 7 år, og en søn på 2 år. Ligeledes passede hun hjemmet – herunder rengøring, tøjvask, madlavning osv.
Pernille oplevede stress, efter hun blev gift. Stress der blev udløst af vold fra sin mand. Fysisk vold, psykisk vold og økonomisk vold. Han slog hende, kastede hende ud af kørestolen, smed hende på sengen og holdt hende over ansigtet, han lod i perioder være med at tale til hende, fortalte hende, at hun ikke var noget værd. Han skammede sig over hende, og ville ikke tage hende med nogle steder. Han lukkede telefonen, så hun ikke kunne komme i kontakt med sin familie og sine venner, eller spillede højt musik, når hun talte med sin mor. Han sagde, at hun var dum, at hun var hjerne- skadet, han stjal hendes penge, og lånte hendes bil ud til sin elskerinde.
Pernille vidste inden ægteskabet, at hendes mand havde et stort temperament. De mødte hinanden i 1994, han var hendes chef. Han var en fysisk stor mand, og hendes kollegaer havde fortalt, at de var bange for ham. Pernille troede, hun kunne tæmme ham. Hun havde jo også selv temperament, og hun var forelsket i ham. Hun havde ikke forestillet sig, hvordan det skulle gå. Hun havde aldrig før oplevet at blive udsat for vold.
Pernille kunne ikke gøre noget ved volden. Fysisk var hun ikke stærk nok, og når hun blev bange, fik hun stærke spastiske anfald. Hun kunne ikke sige fra, fordi hun pga. sin sygdom fik besvær med at tale, og hun begyndte at tro på, at hun ikke var noget værd. Hun græd meget og blev også meget tynd. Pernille ved ikke, hvad der gik galt. Måske var det, fordi hendes mand ikke er lige så veluddannet og intellektuelt velfunderet som Pernille, og derfor havde mange mindreværdskomplekser over for hende. Pernille skammede sig over volden, og fortalte ikke gerne, hvad der foregik i hjemmet til andre. ”Jeg dækkede over ham…sagde at jeg var faldet”. Enkelte gange har hun fortalt om volden, men fik ingen støtte. Den ene gang var til hendes nabo. Hun troede ikke på Pernille, men sagde, at ”hun syntes det var synd for min mand, at jeg var så syg”. Pernille forstod ikke, hvad hun mente, hun klarede jo hus og børn alene. Efter en voldelig episode henvendte Pernille sig til sin læge med et brækket ribben. Hun betroede ham, hvad der foregik i hjemmet, men lægen sagde bare: ”Din mand er sådan en pæn mand, I har bare været oppe at slås, og det vokser jo sammen igen”, og gjorde derefter ingenting.
En dag kunne Pernille ikke holde til mere. Hun kontaktede sin mor, der ringede rundt og undersøgte, hvad hun skulle gøre. Moren tog bl.a kontakt til Skleroseforeningen og en advokat. Pernille tog på et kvindekrisecenter, med sin spæde søn i armene. De kunne ikke tage imod hende, fordi hun sad i kørestol. På centret ringede man efter politiet, der eskorterede Pernille hen til et hotel.
Efter nogen tid dukkede der nogle mennesker op fra kommunen. De havde en psykolog med. Pernille var lettet, og regnede med at de var kommet for at hjælpe hende i den svære situation. Kommunen havde imidlertid psykologen med for at undersøge Pernilles søn, som de mente, det var bedst at fjerne fra Pernille på grund af hendes handicap. Pernille ville de sende på plejehjem. ”Jeg troede, de kom for at hjælpe mig, så ville de tage mit barn fra mig…jeg ammede ham stadig”. Pernilles advokat afværgede fjernelsen af hendes søn. Pernille blev efterladt på hotellet uden nogen at snakke med, alene med sit lille barn. ”Jeg følte mig så alene.” Pernille følte et behov for nogle at tale med, og for at være sammen med andre kvinder i samme situation.
Pernille blev separeret fra sin mand forrige år. Det havde en høj pris for hende at bryde ud af det voldelige forhold. For det første blev hun bedt om at flytte fra den handicapindrettede bolig, de sammen boede i, og hun mistede alle sine ejendele. Værst af alt var dog, at hun mistede forældre- myndigheden over sine to børn. Pernille oplevede retssagen som meget uretfærdig. Hun fik ikke en chance, fordi hun har svært ved at tale. Der var ingen tolk, og ingen tålmodighed til at høre hende berette om volden i hjemmet. Der blev lagt vægt på, at hun havde sklerose, men ikke at hun på trods af dette kunne klare sig selv og børnene uden hjælp. Der blev heller ikke lagt vægt på volden, som Pernilles datter i øvrigt også blev udsat for. Hun fortæller, at hendes mand var en ledertype, god til at formulere sig og virke overbevisende, så hun havde svært ved at træde igennem.
Pernille får nu efter en længere kamp lov til at se børnene få timer om ugen. Hun får dog aldrig lov til at have dem samtidig, og når hun skal have besøg af sin søn, skal der være en hjælper til stede, selv om Pernille er selvhjulpen. Når der er behov for at børnene skal passes, bliver Pernille aldrig spurgt. Det gør derimod børnenes nabo – en nabo der vidnede imod Pernille i retssagen om forældremyndigheden, og som ved flere lejligheder har truet Pernille. Pernilles datter har det i dag meget dårligt og går til psykolog, men Pernille må ikke få at vide hvorfor. Pernille ved, det er fordi hendes far udsætter hende for psykisk og fysisk vold. Det gjorde han allerede, da Pernille stadig var sammen med ham. Pernille er meget ulykkelig over situationen, og hun savner sine børn utrolig meget. ”Det er så hårdt”. Hun har mistet tilliden til andre mennesker og er blevet meget mistroisk.
Undervejs har Pernille fået støtte fra Skleroseforeningen og sin egen psykolog. Ligeledes har skleroseforeningen stillet psykologhjælp til rådighed. Det har hjulpet Pernille at få talt om sine oplevelser, og i dag går hun ikke længere til psykolog.
Pernilles sygdom sover nu efter separationen, og fysisk har hun således fået det meget bedre. Hun bor i dag efter eget valg tæt på sin mand. Dette har hun været nødt til for at være tæt på sine to børn. Lejlighedsvist møder hun sin mand. Han hilser aldrig på hende, selv om Pernille vedholdende hilser på ham. Pernille synes, man bør opføre sig ordentligt over for hinanden ”vi har jo to børn sammen, og vi er faktisk stadig gift”. Pernille kæmper stadig for at få lov til at have sin børn, men det er en kamp, som tager hårdt på hendes økonomiske og personlige ressourcer. Om natten kan hun stadig blive bange. Uden hjælp fra sin mor, der nu er blevet syg, og hjælp fra hendes venner, er hun ikke sikker på, at hun ville have overlevet. Hun forstår ikke, hvorfor hun er blevet så dårligt behandlet, og hvorfor hun ikke må se sine børn mere. ”Amt og kommune opfører sig som om, at min sygdom smitter”.
