Min mand ville ikke acceptere mit handicap

Lisa kom til Danmark fra Brasilien i 1981. Hun havde mødt en dansk mand, som hun blev gift med samme år. Hendes mand var sygeplejerske, og det var en af de ting, hun faldt for ved ham. Lisa havde nemlig haft polio som barn, og har som følge heraf et stift ben, og hun bliver hurtigt træt. Lisa følte, at det var trygt at blive gift med en mand, der var uddannet inden for et omsorgsfag, og som havde kendskab til forskellige sygdomme og betydningen af at være handicappet. Lisa var gift med sin mand i 16 år, og de har i dag en datter på 11 år. Desværre skulle det vise sig, at ægteskabet ikke blev, som Lisa havde drømt om.

Lisas mand mente ikke, at Lisa fejlede noget, der var af en sådan betydning, at der skulle tages ekstra hensyn. Han insisterede på, at hun arbejdede fuld tid, og ironisk nok startede Lisa sit liv i Danmark med et arbejde som han- dicaphjælper. Det var hårdt, fordi hun selv var handicappet. Hendes mand forstod ikke, hvorfor Lisa klagede sig. Han fik det til at lyde som om, hun var doven og hysterisk. Han ville heller ikke have, at Lisa søgte de hjælpemidler, hun som polioramt havde ret til; fx en trehjulet knallert, og støtte til en særlig invalidebil. Han sanktionerede, at Lisa gik i selvhjælpsgruppe, ved to minutter inden hun skulle gå, at nægte at passe datteren.

Manglen på accept af Lisas handicap førte ofte til, at Lisa kom i situationer, hun var meget ulykkelig over. ”Jeg glemmer aldrig en gang, hvor vi skulle i Zoologisk Have med vores datter”. Lisa havde glædet sig meget til, at de alle tre skulle være sammen, og det vidste hun, hendes datter også havde. Lisas mand nægtede imidlertid at sætte Lisa og datteren af foran Zoologisk Have, mens han fandt en parkeringsplads. Det endte med, at Lisa måtte sidde og vente i bilen, mens hendes mand og datter var i Zoologisk Have, fordi han parkerede bilen så langt væk fra indgangen, at det var for langt for Lisa at gå.

Det værste Lisa husker ved ægteskabet var de fysiske overgreb. Første gang Lisa oplevede et fysisk overgreb, var da hun havde været gift i to år. Hendes mand blev gal på hende, og helt bevidst om hendes handicap skub-bede han hende bagover. ”Det er det værste man kan gøre, ved en der har haft polio”. Lisa måtte ligge i sengen med stærke smerter i 1 måned. ”Da ambulancefolkene kom for at hente mig, vidste de godt, at det var ham, for de ville ikke have ham med i ambulancen, og de fortalte ham ikke, hvor de kørte mig hen”. Lisa sagde ikke selv noget om, hvad der var sket, og Lisas mand fandt hende hurtigt på Hvidovre Hospital.

Lisa blev sendt hjem senere på natten med to krykker, Hun ville sådan ønske, at de havde ladet hende blive en dag, indtil smerterne havde lagt sig. Hun var meget utryg ved at komme hjem til sin mand med så stærke smerter, vel vidende at hun var endnu mere sårbar over for nye overgreb. Der kom flere fysiske overgreb. En anden gang skubbede han Lisa, hvorefter han tog en tallerken og smadrede over Lisas hoved. Lisa nåede at sætte hænderne over hovedet, hvilket resulterede i, at hendes hænder blev flæn- set af skårene. Man kan stadig se arene på hænderne. Lisas mand tog med hende på hospitalet for at få syet hænderne. Hun husker stadig, hvordan hun ønskede at fortælle lægen, der syede hende, hvad der var sket, men det hospital hun var på, var hendes mands arbejdsplads, så hun følte ikke, at hun kunne være bekendt at sige det. I stedet fortalte hun, at hun havde fået en vase over hænderne.

Lisa prøvede flere gange at fortælle om volden derhjemme. Flere af hendes veninder vidste det godt, men de troede ikke rigtig på, at hun ville forlade sin mand, fordi hun så ofte truede med det, uden at der skete noget. Hen-des svigermor kendte også godt til volden. Lisa tog ofte hjem til hende, når hendes mand havde været voldelig. Svigermoren skældte ham ud, men så skete der ikke rigtig mere.

Lisa husker stadig den dag, hun besluttede sig for at forlade sin mand. Hun kom hjem fra arbejde og satte sig i sofaen. Hendes mand begyndte at fortælle, hvor utilfredsstillende han syntes det var, at Lisa ikke havde et fuldtidsjob. Stille og roligt lod hun ham gentage det, hun havde hørt på i 16 år, mens tårerne trillede ned ad kinderne på hende. Da han var færdig med at tale, rejste hun sig og gik ud og tog sin frakke og sin mobiltelefon.

Hun havde besluttet, at hvis hun havde respekt for sig selv, måtte hun gå. ”Nu havde jeg endelig styrke til det”. Lisa havde gået til psykolog igennem de sidste to år, og denne havde hjulpet hende til at få selvtillid i forhold til sit handicap. Lisa mener, at grunden til at hun fandt sig i overgrebene så længe, var forestillingen om, at ingen andre ville have en handicappet kvinde som hende. At hun skulle være taknemmelig over, at hun havde en mand. Disse forestillinger om handicappet havde sat hende i et fængsel, som kun hun selv havde nøglen til. Psykologen havde fået hende til at tage sit liv til revision. Derudover havde Lisa netop fået et nyt job som socialpædagogisk rådgiver for indvandrerkvinder, som hun var glad for, og som havde givet hende mod på at starte på en frisk. Det var afgørende for Lisa, at hendes datter ikke var hjemme, den eftermiddag hun tog det endelige skridt.

Lisa tog først hen på en politistation, for at fortælle om alt det hendes mand havde udsat hende for. Hun kan huske, hvordan hun ironisk nok fik besked på at tale med en mand, der havde samme navn som hendes mand. Han fortalte hende, at det hun sagde aldrig ville kunne bevises, og at hun lige så godt kunne glemme at lave en sag ud af det.

Lisa tog hen på et kvindekrisecenter, hvor hun blev indlogeret. Hun overve-jede at tage hen til en veninde, men vidste at der så ville være en risiko for, at hun alligevel tog hjem, fordi det ville blive besværligt for veninden. Hun havde ingenting med sig på krisecentret, så hendes veninde måtte komme med forsyninger. Lisa husker ikke opholdet som spor vellykket. Hun fik et værelse på 3. sal, og havde meget svært ved at komme op ad trapperne. Det betød også, at hun ikke kunne have sin datter boende, der kun var 3 år, og som skulle have hjælp til de mange trapper. Lisa fik heller ikke tilbudt nogen sagsbehandler pga. ferie. Til sidst ringede hun til Landsforeningen af Polio-, trafik- og ulykkesskadede (PTU), der gav hende tid hos en sagsbe-handler samme dag. PTU skaffede hende også en lejlighed. Lisa fortæller, at det at få en lejlighed, var en væsentlig forudsætning for, at hun kunne komme videre med sit liv.

Lisas mand fik forældremyndigheden. I retten blev der dels lagt vægt på, at Lisas datter skulle blive i sine vante rammer, der var det hus eksmanden nu boede i, dels blev der lagt vægt på, at Lisa var handicappet. Lisa fik forhandlet sig til at have datteren hver anden uge, mod at hendes eksmand ikke behøvede at betale det fastsatte hustrubidrag til hende. Han bestem-mer dog alt i forhold til datteren, og har forbudt Lisa at tage datteren med til Brasilien og besøge sin brasilianske familie.
Lisa er i dag nygift. Hun har giftet sig med en mand, der ligesom hende har et handicap og hendes nye mand forstår således, hvad det vil sige at være handicappet.

Samtidig har det nye ægteskab fået hende til at indse, hvor ond hendes eksmands opførsel var. ”Når jeg kigger på min nye mand, kan jeg jo se, hvor sårbar han er, og jeg bliver ked af det, ved tanken om at nogle kan finde på at være som min eksmand«. Lisa er stadig ked af, at hun aldrig havde styrke til at melde sin mand til politiet. ”Det er svært at acceptere, at han aldrig har skullet erkende, hvad det egentlig var, han gjorde mod mig”. Lisas eksmand hævder, at overgrebene aldrig har fundet sted.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.